I forbindelse med 100-årsdagen for Agnes Smidts fødsel arrangeredes på Sønderjyllands Kunstmuseum i oktober måned 1974 en udstilling med henved 100 arbejder, stillet til rådighed af museer ag af private. Den blev en stor succes således forstået at det livsværk hun visuelt efterlod sig og som så alsidigt var repræsenteret på udstillingen, talte sit letforståelige sprog ikke alene til den meget store kreds af hendes slægtninge og venner, der talstærkt var mødt op til åbningen, men også til det øvrige store besøg i udstillingens forløb som i de mange portrætter og de færre landskabsbilleder oplevede en epoke af vor landsdels historie, da mennesket og dets omgivelser tog sig mere harmonisk ud, og hvor man efter en nutidig vurdering med anderledes sikkerhed evnede at tage livets udfordringer op.

Og alligevel var syntesen af udstillingen den meget opmuntrende at den dynamik og livsbekræftelse der udgår fra Agnes Smidts ingenlunde altid gennemarbejdede kunst stadig er smittende og engagerende - for dem der har oplevet hendes verden konsoliderende, for dem med det kortere perspektiv nok så tankevækkende, i al dens fjernhed.

Artist blev Agnes Smidt aldrig - og ville heller ikke være det. Med en nærliggende omskrivning fra den grundtvigske tankeverden der så fuldt beherskede hende, levede hun ud fra synspunktet menneske først og kunstner siden. Det er nytteløst at filosofere over hvad der ville være sket om pigen fra de yderste kartoffelrækker havde ladet sig indfange af hovedstadens kunstnerliv. Men landsdelens officielle kontrafejer var hun i hvert fald ikke blevet.

Henved 80 portrætter blev vist på udstillingen. Svært at sige hvor stor en procentdel af det samlede galleri, men nok til at karakterisere hende. Samtlige udstillede billeder blev fotograferet, hvorved man har sikret sig en samlet dokumentation af Agnes Smidts kunstneriske virksomhed, og nærværende skitse, der alene beskæftiger sig med AS. som portrætmaler, anfører de udstillede portrætter og gengiver et udsnit af de optagne fotografier.

Portrætterne falder i tre let af grænselige grupper : 1) familien, 2 vennekredsen (herunder højskolen) og 3 ) de officielle billeder. Men - bortset fra enkelte under gruppe 3 - udgør de et forunderligt hele og gengiver en personkreds med en gennemgående fælles livsholdning, set, oplevet og gengivet i lidet varierede af Agnes Smidts egen menneskevurdering bestemte strukturer. Hjørner af naturen, set gennem et temperament!

Som indledning til denne portrætkonfrontation et par summariske biografiske oplysninger.

Agnes Smidt, f. 4. okt. 1874, blev sit milieu, det afsides liggende Lundsmark i Hviding sogn, nær op ad 1864-grænsen, tro hele sit liv. O. 1800 var der i sognet stærke hernnhutiske sympatier, siden da nationalitetskampen satte ind, blev tendenserne overvejende grundtvigske. Om »slægten« er levende berettet i Marie Boesens lille bog om Agnes Smidt. Her er til orientering gengivet stamtavlerne fra de to slægter der var A.S.s udgangspunkt. Hovedparten af hendes persongalleri er a t finde her.

Alt i skolen blev hendes tegneriske talent fastslået, og hun sendtes i begyndelsen af 90erne for en kort tid til den kunstengagerede Ursula Dahlerup (f. Holbech) i Charlottenlund, men måtte først gennem et 9-måneders Askov-ophold inden hun bestemte sig for at blive rigtig kunstner og lade sig uddanne der hvor man som pige dengang blev det, den såkaldte Tegne- og kunstindustriskole for kvinder i Kbh., hvor hun med legatstøtte opholdt sig i tre år, med bl. a. Erik Henningen og V. Irminger som lærere. 1897/98 gik hun på N. V. Dorphs malerskole, men med stadig føling med højskolekredsene. En kortere periode havde hun atelier i København, men forbindelsen med hjemmet blev aldrig afbrudt, og selv om hun nåede at blive repræsenteret på Charlottenborgs forårsudstilling tre gange ml. 1902 og 1905, stod hendes hu mere til gennem sang og oplæsning at deltage i det folkelige forsamlingshusarbejde i hjemlandet, som hun - kun afbrudt af to Finlands- og en Frankrigsrejse - holdt på med indtil genforeningen. Men allerede i 1914 påtog hun sig ansvaret for opdragelsen af fem forældreløse piger, siden forestod hun i Lundsmark en art højskole for arbejdsløse, og til sin sene død var hun optaget mere af caritativt arbejde end af kunst som hun opfattede som et middel til støtte for sin uselviske virksomhed.

Om sine umiddelbare forbilleder i portrætkunsten har Agnes Smidt ikke udtalt sig, men samtidens egentlige »store« var det næppe. Mere har hun øjensynlig følt sig tiltrukket af sin ungdoms mange dygtige teknikere, folk som Siegumfeld, Erik Henningsen, Vilh. Melbye, Julius Paulsen, Agnes Slott-Møller og Herman Vedel, som solidt portrætterede datidens bedre borgerskab uden at vove sig ud i kunstneriske eksperimenter. For pigen fra det slesvigske - C. A. Jensens hjemstavn - har det været en fascinerende tanke at blive sin hjemstavns portrættør og over for slægten at kunne vise sine færdigheder. Den store vennekreds hun med sit åbne sind vandt sig-og det i datidens vel mest progressive kredse, politisk nært knyttet til det radikale venstre - gav hende et stigende antal objekter for hendes formåen. Først og fremmest de mange højskolefamilier hun omgikkes, satte hende til at male sig, pater familias, moder og børn, og med dette fulgte efter 1920 og indtil 1950 talrige officielle opdrag, markantest udtrykt i billedgalleriet på Folkehjem i Aabenraa.

Strukturelt er Agnes Smidts portrætter lidet forskellige. Mestendels anvender hun en face-formen. Profilportrættet så godt som aldrig (fig. 12 Jens Høyer og fig. 68 Paul Verner, to af hendes mest levende billeder). I familiebillederne er hyppigt en svag drejning af hovedet (fig. 25 Eva Moltesen, hendes mest gennemarbejdede portræt), men de større præsentationsbilleder er altid malede en face. Brystbilledet ser man hyppigst i barneportrætterne (fig. 3 Øivind Arnfred), halvfiguren, som røber de ikke alt for sikre hænder, sjældent stående (fig. 10 H. P. Hansen og fig. 14 J. L. Jørgensen), men mest siddende i en armstol (fig. 1 J. Th. Arnfred, fig. 28 Anders Møller, fig. 63 Folmer Teilmann, fig. 65 Peter Toft). Knæstykker og helfigurer aldrig.

Fysiognomiet er alene afgørende, staffagen uvæsentlig. Af anvendte attributter på børneportrætterne en dukke, en blomst, hos de voksne gerne sytøj, hos mændene en bog, en papirrulle. Helt ualmindeligt er bag Eva Moltesen anbragt et bord med papirer, bag L. B. Poulsen (fig. 42) en væg med billede. Dragterne er meget civile. Højst en præstekjole og en lægekittel på grund af en bunden opgave, alt er net og decent. Baggrunden gør hun med tiden mere og mere pastos, så fintet uvedkommende forstyrrer den karakterisering hun tilstræber i billedets bestandige centrum: ansigtet.

Alvorsfulde og målbevidste er Agnes Smidts personer. Med åbent visir ser de en imøde, tænksomme og blide, nu og da prægede af de vilkår tilværelsen har budt på, men altid karakterer og jo ofte folk der væsentligt har ydet deres indsats i landets og landsdelens historie. Den sødme og det tilløb til skønvirke man fornemmer i de to gruppebilleder (fig. 6 »Fugleungen« med Gunner Fog-Petersen og fig. 19 Ellen Margrethe Lund med sine to piger og hunden Sam) forlader hun til fordel for koncentrationen om det for hende afgørende: mennesket.